For nogle uger siden var jeg til Åbent Hus på Københavns Universitet, Saxo-Institituttet, Centre for Textile Research, hvor man havde lavet en fiktiv, men realistisk workshop om at udgrave tekstiler fra fortiden. Det er meget begrænset med tekstilmateriale fra fortiden, for det er jo gået til. Det meste af det har været uld, hamp, hør og bomuld. Naturlige organiske materialer, der hurtigt komposterer. Glæden ved at finde et stykke tekstil fra fortiden må være arkæologens drive.
Mens jeg sad der og udgravede sammen med min datter Isabella, kom jeg til at til at tænke på udstillingen i Roskilde og jeg tænkte på det stykke lilla melange polyesterstof jeg havde glemt jeg havde liggende i skuret i Køge i ti år og som først blev fjernet, da jeg skulle flytte. Jeg kunne være gået ind og have syet bukser af det. Det var fuldstændig som den dag jeg købte det. Polyester er virkelig forevigt!
Paradokset er at vi i vores nutid sjældent finder fortidens tekstilmateriale, mens jordlagene i fremtiden vil vidne om et absurdt overforbrug af et tekstilmateriale, som er svært nedbrydeligt. En svær erkendelse er, at fremtidens arkæologer vil spørge sig selv, vidste de godt dengang, at deres tekstilforbrug ville forurene mange, mange år ud i fremtiden – og her er det pinlige svar, ja det vidste vi faktisk godt.