Den første torsdag i juli møder jeg min kollega Nikola Kiørboe i kafeteriaet på Statens Museum for Kunst. Sommerferien er startet i København og det mærkes på søndagslignede cykelstier langs Gothersgade, hvor jeg kommer fra. Solen varmer italiensk og appellerer til let og lyst. Den her formiddag er ubekymret. Verden er i et gear, hvor der er tid til at stikke fra det planlagte emne og på afstand evaluere på 1. og 2. kvartal; de blødende sår efter coronaårene og stemningen i feltet af ligesindede kæmpende, der arbejder for tekstilernes grønne omstilling. Det er et ærligt møde og jeg bereder Nikola på mine planer om omskift efter sommerferien, men jeg forsikrer, at jeg bliver ved MAKE THAT CHANGE og mit kommunikationsarbejde for at minde de unge om værdien af yndlingstøj.

Det er også det vi skal tale om i dag. Vi skal lave en guide for hvad, der er det bedste at gøre med sit aflagte tøj. Hvordan sikrer man tøjets skæbne miljøansvarligt. Jeg spoler tiden 2 måneder tilbage, hvor min opvakte svigersøn Krølle spørger mig, hvordan han bedst fordeler sit aflagte tøj. Krølle køber ikke mere tøj, end han har brug for og han køber tøj, som han bruger igen og igen.

Han vil gerne have en plan for, hvad han gør med det tøj, som godt kan bruges, men som han er vokset fra og med det, som er udslidt. Der skal et skarpt svar til her og det hjælper tekstilaffaldseksperten Nikola Kiørboe med.

Nikola Kiørboe har i mere end ti år har arbejdet med affaldshåndtering i en cirkulær økonomisk sammenhæng blandt andet i samarbejde med Københavns Kommune, Miljøstyrelsen og Nordisk Ministerråd.l