Tøjforbrug er en del af klimakampen. Bæredygtigt tøj associeres ofte med dyre, lokalproducerede, økologiske designvarer. Men det handler mere om at købe mindre og vedligeholde tøjet miljørigtigt

Tøj er klimabelastende. Miljøforurening, CO2-udledning og dynger af tøjaffald er blot nogle af de afledte effekter af modeindustrien. Ansvar for egne tøjforbrugsvaner bør være en del af klimaindsatsen, men hvis det ansvar skal gribes af den enkelte, kræver det stærk motivation. Den skal komme fra en styrket bevidsthed om overforbrugets miljø- og klimamæssige konsekvenser og en ændring i opfattelsen af tøjets værdi.

Det er muligt, at modeindustrien over tid indarbejder mere miljø- og klimaansvar i produktionen af tøj, men hvis de tiltag blot formår at fastholde overforbruget, overser vi den vigtigste læring, nemlig at vi bør nedbringe vores forbrug generelt.

Overproduktion af tøj og dertilhørende tøjpriser i frit fald er den store udfordring, for de lave priser frister os til at købe mere tøj, end vi har brug for, og den taktik fra industriens side bliver der sandsynligvis ikke ændret på.

Mange har stor udskiftning i garderoben. Man kan ikke stå for et godt tilbud og forudser allerede den tøjkrise, der ellers vil opstå næste fredag inden festen. Det bugner af tøj i butikkerne, og tøjmængderne skaber en illusion om, at nyt tøj nemt sprøjtes ud fra en automat og fjerner enhver omtanke for de miljø- og klimamæssige konsekvenser ved overforbrug.

Næste uges tilbud

Modeindustrien har godt tag i forbrugerne. Firmaerne appellerer til os på de sociale medier. Vi får unikke tilbud om næste uges »limited edition« og bliver spurgt, hvad vi synes om et bestemt stykke tøj. Det er en smart strategi, for det giver industrien en indikation af, hvor mange stykker tøj, der skal produceres og som kan afsættes til markedet.

Umiddelbart kan man tænke, at den forretningsmodel forebygger overproduktion og undgår, at butikkerne brænder inde med usælgeligt tøj. Men om et par timer gentages proceduren. Swipe-kulturen har bredt sig gevaldigt, og modeindustrien ved, at den form for tilbud virker. Nyt, nemt, billigt og hurtigt.

Tøj bruges ganske få gange og glider længere ind i skabet og ud i glemslen. Det passer godt til teorien om, at næste uges tilbud ligegyldiggør denne uges indkøb. Jeg tør dårligt tænke på det pres, der må være på produktion, pakning, fragt og tøjindsamlingssteder for at servicere det marked.

Opskrift på bæredygtighed

Kender du det, at du har et helt skab fyldt af tøj, og alligevel har du ikke en trevl at tage på? Tøjet fejler ikke noget, men du har for længst mistet interessen for det. Hvorfor?

Stilsikkerhed og kvalitetsvurdering er to undervurderede redskaber, som kan hjælpe dig gennem junglen i jagten på bæredygtig mode. Men det er redskaber, der skal der trænes, og det kræver et disciplineret arbejde.

Det er en meget almindelig opfattelse, at man kan skelne bæredygtigt tøj fra det konventionelle. Måske er den opstået, fordi man har overført logikken fra økologiske fødevarer og konventionelle. Den sammenligning holder ikke. Opskriften på, hvad der er bæredygtigt tøj, er mere kompliceret, og involverer tøjbrugeren betydeligt.

Miljø- og socialt ansvarligt tøj er fra bæredygtige kilder, det er designet, så du har lyst til at bruge det igen og igen, og produceret, så det kan holde til at blive brugt mange gange. Tilmed skal tøjet være så godt som vedligeholdelsesfrit. Det er opskriften, og i den optimale bæredygtige verden ville tøjforbrug tage udgangspunkt i den idealisme.

Brug tøjet mange gange

Der er mange ubekendte i tøjproduktionen. Hver materialetype har sine egne miljø- og klimamæssige fordele og ulemper. Der bruges eksempelvis meget vand til at dyrke bomuld, til gengæld optager planten kuldioxid. Uld kræver ikke ret meget vedligeholdelse, til gengæld kommer det fra dyr, som udleder metangas.

Man kan som designer have sine fokuspunkter og lære sig at miljøoptimere på de forskellige parametre.

Ligeledes kan forbrugeren have sine fokuspunkter. Det kan give mening for en veganer at vælge uld fra, lige så vel som det giver mening at vælge bomuld fra for at spare på vandet. Det giver også mening at være opmærksom på polyester, som jo er plastik.

De miljø- og klimamæssige fokuspunkter stikker i mange retninger, når det kommer til tøj. I virkeligheden er det vigtigste, at forbrugeren er glad for tøjet, bruger det mange gange og vedligeholder tøjet på en miljøansvarlig måde, for det er med til at reducere produktionen af nyt tøj og forebygge bunker af tøjaffald. 

Uanset hvor godt designeren gør sit forarbejde, så kræver det forbrugerengagement at få den bæredygtige plan til at virke.

Skab overblik

Det er bæredygtigt at forsyne sin garderobe fra lokale producenter, der har styr på deres leverandørkæde og formår at lave tøj, der holder. Men den form for tøjforbrug er for de absolut mest ressourcestærke. Spørgsmålet er, om der er risiko for at miste forbindelsen til en langt større forbrugergruppe ved at fastholde den form for elitær bæredygtig forbrugsadfærd som den eneste  rigtige løsningsmodel?

Klimasituationen er alvorlig, og ulighed må ikke afholde nogen fra at deltage aktivt i klimaindsatsen. Men i det store hele ligger den bæredygtige forbrugsadfærd faktisk i at kunne vurdere og reducere sine tøjkøb og passe godt på sit tøj. Den kan alle øve sig i at gøre, uanset hvor der handles.

En gratis omgang bæredygtig forbrugsadfærd er at begynde med at se på tøjet hjemme i skabet. Det er et godt trick at skabe et totalt overblik. Du kan se, hvad du har, og du får overblik over, hvad der er ved at være nedslidt og som trænger til udskiftning. Det kan i sig selv forebygge impulskøb.

For lidt genanvendelse

Jeg arbejder med klimaindsats på individniveau. Det kan føles som det lange, seje træk, men jeg må også erkende, at vi branchefolk river os selv i håret over, hvordan vi kan strikke en regulering af branchen sammen, som kan reducere mængden af tøj, der alt for hurtigt ender på genbrugsstationerne og ved indsamlingsstederne.

Måske er Bornholm-visionen et fyrtårn for fremtidig regulering. I 2032 skal der ikke længere afbrændes eller deponeres affald på Bornholm. Alt skal sorteres til genbrug og genanvendelse. Mange kommuner er allerede i gang med at gå visionen i bedene ved at afskaffe ’småt brandbart’.

Det vil få mængden af aflagte tekstiler til at eksplodere. Ifølge sorteringsvirksomheden Trasborg er det i dag kun fem procent af tøjet, der er af en sådan kvalitet, at indsamlingsstederne kan sortere det fra til salg i genbrugsbutikkerne i Danmark. Ca. 75 procent yderligere genbruges. De sorteres i forskellige kvaliteter, og det bedste sælges til bl.a. Østeuropa, Pakistan og Indien. Man kan sige, at det er omvendt nødhjælp, at Østeuropa, Pakistan og Indien vil tage imod vores brugte klude. Hvad hvis landene en dag ikke længere ønsker at aftage dem?

Det scenarie er ildevarslende, for genanvendelse af tøj til nye metervarer er i dag så godt som ikkeeksisterende. Der findes pilotanlæg, der kan genanvende tøj, men der mangler investeringer og udvikling på området, så metoderne kan skaleres og sikre, at tøjet genanvendes.

Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med tøjaffaldet, hvis der kommer forbud mod afbrænding af det tøj, der hverken egner sig til genbrug eller genanvendelse. Kan forbrugeren tage det dilemma til sig med samme engagement, som man for eksempel har set det med plastik? Ved at reducere tøjmængden og forebygge problemet i stedet for at ’helbrede’?

Det er i den grad en grøn omstilling, der skal til. Den er hverken nem eller magelig. Men jeg holder på, at der i begrænsningens kunst også ligger det udsøgte valg, og at det kan bringe værdien tilbage i tøjet – til fordel for næste uges flygtige ’must have’.