Hvad nu hvis man satte tingene på spidsen og lavede reglen, at man først måtte købe nyt, når den gamle var slidt om, så kan det godt være at man gjorde sig lidt mere umage i sin investering.

Tag det her eksempel, jeg elsker klip klapper – og skulle bruge et par friske på min rejse til Libanon sidste efterår. På det tidspunkt kunne man kun købe grimme klip klapper, alle de sjove var pakket væk for vinteren og nu ærgrer jeg mig. De grimme klip klapper holder utroligt godt, og det er dem jeg efter reglen skal lufte mine tæer i her til foråret. Men jeg indrømmer at jeg hellere ville slide et par sjove op, som jeg virkelig godt kan lide – end vente på at de grimme kapitulerer.

Hvad gik der galt?

Jeg ignorerede mit mantra “Husk at investere i din stil!”.

Hvis hele verden var ligeså forbrugende som danskerne, skulle der på et år bruges 3,4 jordklode til at levere ressourcer nok til de produkter vi køber. Vi kører med røde tal. Indenfor tøj har specielt fast fashion fået os til at se stort på tøjs værdi og det har medført miljømæssige konsekvenser fra overproduktion, overforbrug og dynger af genbrugsbunker, som kloden ikke længere kan konsummere. Bæredygtighed handler om at bringe kloden tilbage i balance og den kan kun ske ved at begrænse vores forbrug.

Der skal 100 gram materiale til at producere grimme klip klapper – og der skal også bruges 100 gram materiale til at lave sjove og flotte klip klapper. Der skal bruges lige meget materiale, vand og energi for at producere de to par forskellige klip klapper.

Når du investerer i din stil stiller du sandsynligvis højere krav til kvalitet og design. Det er sandsynligt, at du passer bedre på tøjet eller skoene, rent faktisk BRUGER produktet og har det i lang tid – og derfor undgår du kompensationskøb, fordi du ikke var helt tilfreds med det du købte.

Hvis du investerer i din stil og kun køber det du har behov for, så investerer du af den grund også i miljøet – fordi dit begrænsede forbrug holder ressourceforbruget nede.

TEORI: Ressourcer

Tøj er lavet af  ressourcer.

Man skelner mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer. De fornybare ressourcer kommer fra planter og dyr og kan genskabes. Olie, kul, naturgas, kalk, sand, ler, grus og metaller er alle ikke-fornybare ressourcer og kan ikke genskabes.

I modebranchen bruges både forny- og ikke fornybare ressourcer til at lave tøj af. Tøj af fornybare ressourcer er eksempelvis bomuld, hør, hamp, uld, silke og bambus, mens tøj der er lavet af for eksempel polyester er fra en ikke-fornybar ressource, fordi polyester er lavet af olie.

De fornybare ressourcer vokser eller lever på jorden. Nogen skal bruge meget plads og nogle kan nøjes med mindre. Med andre ord er ressourcens udbytte per hektar modregnet ressourcens behov (eksempelvis vand, gødning og sprøjtning) essentielt. Dette præstationspres er nødvendigt for at sikre fremtidige generationer, for vi bliver flere og flere mennesker på jorden, der først og fremmest skal brødfødes.

Ressouceforbrug i modebranchen

I en branche som modebranchen, hvor der bruges mange planteressourcer, burde det være indlysende at bruge så udbytterige planter som muligt, men det er langt fra det scenarie vi har i dag. Bomuldsplanten klarer sig dårligst udbyttemæssigt i forhold til ressourcebehov og landbrugsareal, men alligevel er bomuld stadig den absolut populæreste planteressource til tøj.

I følge Textile Exchange Preferred Fiber Market Report 2017 står verdens forbrug af bomuld for omkring 22%. Dog støt faldende fra 27% i 2016. Nu kunne man håbe at de 5% ville gå til mere udbytterige planter, men sådan er det ikke. Forbruget af de syntetiske fibre, altså polyester, nylon og akryl, som alle fremstilles af olie, stiger år for år. Hovedvægten af ressourceforbruget til tøj i dag kommer altså fra en ikke-fornybar ressource. Når oliedepoterne slipper op, kommer der ikke mere olie.

Hør, hamp og den kinesiske ramie er alle udbyttemæssigt bedre alternativer og så træer selvfølgelig –  træer anvendes til cellulosefibrene viscose, modal og lyocell. På nær cellulosefibrene, som kan produceres i meget optimerede anlæg, er der en helt enkelt grund til, at man ikke bare har kunne konvertere til at bruge de mere udbytterige planter istedet. Investeringer til optimering i de industrielle anlæg har længe været store til bomuldsforarbejdning, tilsvarende er optimering til forarbejdning af hør, hamp og ramie kun lige blevet efterspurgt, så vi er langt tilbage i udviklingen i forhold til bomuld. Men der arbejdes på det.

Som følge af ressourceknaphed er en ny fraktion af ressourcer fra restprodukter blevet populære at udvikle på. Stadig mest på pilotanlæg arbejdes der med at omdanne fjer, fiskeskæl, mælk og ananastoppe til metervarer. At bruge restprodukter fra andre industrier er med til at begrænse ressourceforbruget. Som det er med hør, hamp og ramie kalder de moderne innovationer også på massive investeringer i produktionsapparatet førend det kan blive en realitet og en decideret konkurrent til bomuld og polyester.

Vi har allesammen indflydelse på at begrænse ressourceforbruget

Indflydelsen på ressourceaftrykket sker allerede i design og produktionsfasen, men den indflydelse kan kun manifesteres af den fornuftige forbruger, der forstår at føre ressourcen miljømæssigt ansvarligt gennnem hele dets livscyklus.

Som designer kræver arbejdet med ressourcereduktion en god forestillingsevne om brugsfasen. Derfor er det afgørende at sikre at tøjet kan få en lang holdbarhed. Opskriften på langtidsholdbart tøj er kort sagt: kvalitetssikring, tests og godt design.

Hvis du vil læse mere om ressourcepåvirkning, kan du læse en anden artikel jeg har skrevet “Er du nøjsom på miljøets vegne”