Kommentar i Berlingske 29. oktober 2017 (indlægget kan læses i fuld længde nedenfor)
Af Rachel Kollerup, designer, innovator og underviser i bæredygtig omstilling i tekstilindustrien og
Nynne Nørup, civilingeniør og phd-studerende i tekstilaffald, genbrug og genanvendelse
Landdækkende medier har i de seneste dage forud for TV2 programmet Operation Xs afslørerende dokumentar bragt viden om, at tøjgiganter som Bestseller og H&M afbrænder tøj, som ikke kan sælges i butikkerne. Hvorfor kunne dele af tøjet ikke være reddet, eller i det mindste ryge i selv samme indsamling, som tøjgiganterne har været med til at iværksætte? Jeg kan godt forstå at forbrugerne er forvirrede.
Selvom forbrændingsanlæg i Danmark producerer strøm og varme, er det meget miljøbelastende at bruge nyt tøj som brændsel. Når tøjgiganterne tyer til den afskaffelsesmetode vidner det om, at produktionen og håndteringen af vores tøj er defekt og overmættet med en svær blokade til følge. Mere tøj, er ikke det verden længere skriger efter, men nok snarere skriger af.
Vi er vant til, at vi kan innovere os gennem miljøproblematikker i Danmark, udvikle smarte grønne forretningsplaner, der fortsat sikrer økonomisk vækst, og sidst men ikke mindst, så bilder vi os ind, at vi kan købe os til mere miljøansvarlighed ved at købe “bæredygtige” produkter. Vores bæredygtighedsforståelse er stadig bundet op omkring forbrug. Kloden skal levere materialer til alle produkter, uanset status på miljøskalaen – en ressource er en ressource. Bestseller og H&M stikker os blår i øjnene med deres indsamlingsløsning til genbrug og genanvendelse, som på den ene side er nødvendig for vores bæredygtige verden. Men på den anden side fastholder vedvarende overproduktion og holder forbrugeren fast i et købsmønster, som ikke er bæredygtigt.
”Fast”(hurtig) er et gennemsyret tema for ”fast fashion”. Udover at tøjet produceres og udskiftes i butikkerne med en voldsom hurtighed, får man den overfladiske fornemmelse, at tøj kommer fra en uudtømmelig og omkostningsfri automat – så er samme virksomheder også hurtige til at regne ud, hvordan de kan fortsætte deres forretning på trods af klodens krav til bæredygtig adfærd. At lave returordninger, som vækker en følelse af generøsitet, og giver kunderne en illusion af, at tøjet nemt bliver genanvendt til nyt tøj – og at det hele foregår i et lukket system, hvor der ingen miljømæssige omkostninger er – er et markedsføringstunt, som forfører folk og fastholder forbrugeren i samme omkostningsrige købemønster. At aflevere tøj til genbrug er både nobelt og nødvendigt, men selv genbrugsidéen er blevet skævvredet i ”fast fashion” industrien. Det var aldrig tanken at tøjindlevering til genbrug, skulle være et incitament for at købe nyt, men er det ikke blevet en tendens? Når jeg er ude og undervise i bæredygtighed og miljøansvarligt tøjforbrug, så ligger denne undskyldning på det yderste af folks tungespids – at aflevere til genbrug giver efterhånden aflad for det vildeste forbrug.
Brug, genbrug og genanvendelse er fundamentet for cirkulær økonomi, at råvarematerialet kan blive brugt igen og igen. På den måde sparer vi kloden for at give os nye ressourcer. Det er både meget sympatisk og nødvendigt for klodens balance. Men vi må tale åbent om de teknologiske barrierer, der er ved genbrug og genanvendelse af aflagt tøj. Ikke alt tøj kan genbruges og langt fra alt tøj kan genanvendes.
Godt hjulpet frem fra netop ”fast fashion” industrien efterlades et indtryk af at genbrug og genanvendelse er enkelt og ligetil. Det er det ikke. For modevirksomheder og for forbrugere, som gerne vil cirkulær økonomi og bæredygtige løsninger, så er der udfordringer ved genbrug og genanvendelse, som man bør kende og agere efter.
Jeg er designer og forsker i bæredygtighed i tøjindustrien og arbejder med miljøoptimering i designprocessen og hvordan tøjets livscyklus kan forlænges. I samarbejde med Nynne Nørup, phd-studerende i tekstilaffald, genbrug og genanvendelse har jeg gennemgået systemet for genbrug og genanvendelse af tøjet, og giver her nogle eksempler på løsninger og udfordringer ved genbrug og genanvendelse.
Når du afleverer dit tøj (og andre tekstiler) i dag, bliver det håndteret af hjælpeorganisationer eller et enkelt privat firma. For de fleste af organisationerne vil tøjet bliver sorteret ud med henblik på salg i Danmark og resten til eksport. Kun 10-20% af tøjet bliver sat til salg i genbrugsbutikker herhjemme. Af alt det der eksporteres bliver det hovedsagligt solgt til sorteringsanlæg, der sorterer det op i mange hunderede kategorier, der bliver solgt til det internationale marked for genbrugstøj. En del kommer dermed til det asiatiske, østeuropæiske og afrikanske marked. Herved bliver mest muligt genbrugt og en mindre del genanvendt. Det er paradoksalt, at vi overforbruger tekstiler i en sådan grad, så vi ikke selv kan genbruge det – og her er det faktisk omvendt nødhjælp. For var der ikke udviklingslande til at købe det, så ville vi se en endnu højere miljøbelastning.
Et problem i branchen er, at den ikke er særlig åben om hvad der sker. Her hjemme har kun en organisation, UFF-Humana deltaget aktivt i nordisk ministerråds arbejde med at certificere indsamlere af tekstiler. Det er et problem, for når hjælpeorganisationerne varetager en så ressourcetung fraktion, er det vigtigt, at den også miljømæssigt bliver forvaltet bedst muligt. Vi skal have åbenhed om, hvor gode organisationerne er til at sikre genbrug og genanvendelse af tøjet. En sådan åbenhed og transparens vil kunne bidrage til, at der kan opnås større forståelse for udfordringerne ved genbrug og genanvendelse, sådan så vi kan blive klogere på hvad der kan genbruges og genanvendes med miljømæssig fordel.
Man har genanvendelses muligheder. Men langt fra alt tøj kan genanvendes og de fleste af løsningerne er slet ikke så famøse, som man nogle gange får opfattelsen af. Langt størstedelen af det, der genanvendes i dag går til klude eller fyld i eksempelvis biler. En meget lille del af tøjet bliver genanvendt til nye metervarer til eksempelvis nyt tøj. For at tøjet kan genanvendes, stiller det krav til hvad det er, hvordan det er fremstillet og hvad det er fremstillet af. Bare det at skulle bruge tøjet til klude, stiller krav til, at materialet skal kunne suge og være stort nok til, at der kan klippes en eller flere klude ud af det. Der er udviklet og der udvikles nye genanvendelsesløsninger, hvor fibermateriale upcycles til nye metervarer. Tøj af en fibertype, såsom 100% bomuld eller 100% uld er rimelige nemme at håndtere, men uden at gå i detaljer, så findes der eksempelvis flere typer polyester, der gør ,at det ikke altid kan genanvendes eller genanvendes på den samme måde. For modevirksomheden stiller en mulig genanvendelsesløsning krav til materialevalget. For dig som forbruger kræver det, at du noterer dig hvad tøjet er lavet af, hvis du har ønsker om at tøjet skal kunne genanvendes, når det ikke længere kan bruges. Prøv bare at vende mærkerne i tøjet derhjemme, og se hvor meget tøj, der er lavet af blandingsmaterialer. Genanvendelsesprocessen kræver stadig ressourcer, vand og energi. Genanvendelse af fibre til nye fibre, kan derfor heller ikke sikre at vi har en lovlig undskyldning for hverken overproduktion eller overforbrug.
Som et alternativet til omdannelse af tøjet til nye fibre nævnes redesign relativt ofte som det, der skal løse nogle af problemerne. Redesign med nye print, knapper eller anden farve er en mulighed, der kan sikre at en kollektion kan blive solgt. Omsyning er en anden mulighed, der dog er noget mere krævende. Det er dog ikke alt der kan redesignes eller omsyes, og det er også diskutabelt om brugtbart tøj skal omsyes. At redesigne eller omsy en kollektion af nyt funktionelt tøj, fjerner altså ikke problemet med overproduktion, men det kan fjerne fokus fra det.
Nu og i fremtiden skal vi bruge, genbruge og genanvende så meget materiale som overhovedet muligt, men vi skal gøre det på den præmis, at vi samtidig nedsætter forbruget. ”Køb færre ting, men køb gode ting, som du vil bruge igen og igen”; den holder stadig og til hver en tid.
No Comments