Lad os samarbejde om at gøre København til verdens bæredygtige modeby

Det var i forrige uge jeg harcelerede over at Danish Fashion Institute havde sløset med fremstillingen af mit forskningsprojekt med FORCE Technology A/S og det fik flere passionerede ildsjæle til at fare i blækhuset. Næsen skal altså brækkes – helt – for at den kan rettes op igen, lærte jeg engang i et ægteskabsdrama med Meryl Streep og Tommy Lee Jones, og jeg skal love for, at efter den tur i ringen, så har vi fået renset luften.

Bæredygtighed i modebranchen er komplekst og vi der arbejder med det, må lægge os i selen for at tydeliggøre og nøje beskrive størrelsen. Jeg mødte Johan Kryger fra Danish Fashion Institute sidste uge, og ovenstående er vi er enige om, men også at der er brug for at de forskellige aktører påtager sig forskellige opgaver med at få udbredt kendskabet til bæredygtig mode.

Danish Fashion Institute har travlt med at arrangere Copenhagen Fashion Summit, den nu årlige tilbagevendende begivenhed hvor verdens modefolk motiveres til at sætte kursen mod en mere bæredygtig modeindustri. Det er også nødvendigt, for “fast fashion” er ikke på retur, den er derimod ved at blive endnu billigere, fortalte Johan Kryger sidste torsdag ved kaffemødet. Ressourceforbruget SKAL ned og det kan ikke gå for stærkt.

Danish Fashion Institute arbejder globalt og er godt i gang med at sætte København i scene som verdens førende bæredygtige modeby. Med andre ord, så har instituttet banet vejen for at Danmark endnu engang kan glinse med grøn innovation, denne gang med løsninger indenfor bæredygtig mode.

Med fremadsynede NICE fashion fra 2009, som stærk katalysator, har nordiske forskere og designere dygtiggjort sig på feltet, så det ligger til højrebenet at benytte det nyskabte image for hovedstaden til at vise verden den mode og den innovation i konkrete eksempler, som vi i Norden har gjort os til verdensmestre i.

Os, passionerede i feltet er bestemt enige om at vi skal samme vej, og at samle nordiske initiativer indenfor bæredygtig mode i et fælles event og med stor synlighed – det er der et behov for – og det vil vi gerne.

 

No Comments

Leave a Reply