Glædelig jul og tak for 2017

I dag er året mørkeste døgn, nu skal vi nyde de tændte lys, vores samvær og vores sans for hygge allermest. Snart går vi imod lysere dage og igen vil vi mærke hvordan cyklus i årets fornybarhed vil give os nyt mod og drivkraft. Året er ved at være slut og traditionen tro kalder afslutningen på et tilbageblik på året der gik.

Det har været et godt år for mig. Jeg har i år udgivet den første serie af min Bauhaus inspirerede kollektion, og jeg vil gerne sige tak til mine trofaste og nye kunder for den positive modtagelse kollektionen har fået. Kollektionen er designet til den lange holdbarhed og jeg kan godt love at serie 2 som udkommer i 2018 både vil komplimentere og være kombinerbar med den forrige.

Den 2. august 2017 var en markant skæringsdag. På den dag havde verden samlet set opbrugt de ressourcer som er til rådighed for et helt år. I år faldt den dag seks dage tidligere end i 2016. Verden bruger ressourcer for hvad der reelt kræver 1,8 jordklode at levere. Vores klode er presset til det yderste og vi skal indstille os på konsekvent handling, hvis vi skal genoprette en balance.

MAKE THAT CHANGE er navnet på mit undervisningsprogram for folkeskolebørn fra 5. klassetrin op til gymnasier, designskoler, studerende, virksomheder og forbrugerne – hele paletten, for der er på hvert trin brug for at blive klogere på både at producere og forbruge miljøansvarligt.

I år har jeg besøgt skoler i mit lokalområde i Lyngby og Virum og talt med unge om bæredygtighed og forbrug. Mine undervisningsaktiviteter er mit feltarbejde, for her hører jeg råt for usødet hvordan idéer om bæredygtig liv og miljøansvarligt tøjforbrug i virkeligheden bliver modtaget og taget til behandling – og sådan kan vi få argumenter i spil. Jeg bliver varm om hjertet ved at undervise og jeg er glad for den direkte kontakt og umiddelbarhed, der er ved at undervise på skolerne. Jeg vil satse solidt på undervisning i 2018. Der er stadig udfordringer ved at få økonomien til at hænge sammen med “åben skole” undervisning på folkeskolerne, men jeg håber på løsninger for det vigtige arbejde.

I efteråret 2017 gav Miljøstyrelsen deres støtte til udviklingprojektet med bæredygtige hampetekstiler helt frem til 2020 og vi er allerede rigtig godt igang. Bodil Pallesen (projektleder, Teknologisk Institut) og jeg har samlet et stærkt partnerskab af Kvadrat, Advance Nonwoven, Vittenbjerggård og Teknologisk Institut og så er vi bakket godt op af Novozymes, Dansk Mode & Tekstil og Danish Fashion Institute.

Jeg er glad og stolt over at se projektet vokse. I 2014 var vi en lille håndfuld af håbefulde pionerer der ville noget med bæredygtige og æstetiske hampetekstiler og siden har projektet vokset sig stort med engagement fra nogle af de stærkeste i feltet. Det er ikke nogen hemmelighed, at der venter os store udfordringer i projektet, men vi kører på og allerede den 9. januar i det nye år er Bodil Pallesen og jeg at finde på Gammel Estrup på Djursland hvor vi skal arbejde med nogle af de første danske hampfibre til tekstilbrug.

Sidste år ønskede jeg at 2017 ville blive et ypperligt år, og det blev det, men det blev også et læringsår hvor minimalisme har været min ledetråd. Bæredygtigt liv er et 360 graders fokus både privat og arbejdsmæssigt, hvor den naturlige konsekvens er forenkling. Det har betydet visse afkald, men at leve med mindre, er også en befrielse. Jeg har erfaret mig, at den minimalistiske levevis gør det lettere at holde en bæredygtig balance i mig selv og i det nære – og forstærker mit nærvær og taknemmelighed for det jeg har lige nu.

Tak til samarbejdspartnere, netværk, kunder og venner for at være der i 2017.

Kærlig hilsen
Rachel

 

No Comments

Leave a Reply