Den type arrangementer er ellers nødvendige for at fastholde bevidstheden og håb om forandring til en mere bæredygtig modekultur. Branchemagasinet TØJ citerer Eva Kruse CEO fra Copenhagen Fashion Week og Danish Fashion Institute for en vision om, at København om få år bliver city for bæredygtig mode og at forgangne modeuge efterlader en storby, der viser et fokus på bæredygtighed i modeindustrien.

Sikke en omgang dobbeltmoral. Hvorfor i alverden arbejder initiativerne ikke sammen, så de kan blive til noget? Samlet set er Eva Kruses flotte vision blendet med den viden og erfaring vi har Danmark, en grøn guldskat for nutiden og fremtidens bæredygtige modekultur. Dansk forskning og modeindustri arbejder på højtryk for forbedringer. Vi er kloge på ressourcer, livscyklusananlyser, kemikalier og genanvendelse, og den danske modeindustri deler gerne af den viden internt.

Vi må holde op med at pjaske i et så lille bassin. Nicheprægede bæredygtighedsevents under modeugen må vi erkende bliver for småt. Hvis det her skal gøres stort og tilgængeligt, så skal kræfterne samles nu. I modeugens kortlægning af grønne designvirksomheder (The Green Walk), nævnes der nogle og andre glemmes. Det virker utroværdigt. Alle nævnt, og under samme grønne paraply, det må være målet.

Vi er enige om at fremtidens modekultur under alle omstændigheder er bæredygtig, ganske enkelt fordi det er nødvendigt. Vi har brug for et fællesskab om den bæredygtige modekultur i Danmark, ikke en opdelt niche skabt af de små elitære, eller af de få udvalgte.

Lad os forstå bæredygtig modekultur langt bredere og større – og som et fælles projekt. For at vi kan få det til at lykkes, skal forbrugerne også være med på den. Bæredygtighed i modeindustrien er meget komplekst, og et par enkle facit om hvad der gør tøjet bæredygtigt, er ikke nok til at tegne hele billedet af en bæredygtig livscyklus for tøj.

Det handler i høj grad om forbrugerens fingerspidsfornemmelse, det at kunne mærke tøjet og udvælge sig tøj man vil bruge, og som man vil passe på. Det åbenlyse regnestykke, at 2 t-shirt for en 50’er nok ikke leverer en ordentlig arbejdsløn til syersken, og at sådan en investering koster verden langt mere på sigt – både i ressourcer og affald. Og så handler det om snusfornuftig bevidsthed, tøj lavet af ukrudt sågar, er først bæredygtigt, når det står distancen i holdbarhed – ellers kan det være ligegyldigt.

At København er city og flagskib for bæredygtig mode burde sådan set ligge til højrebenet allerede nu. Den danske modeindustri er ikke så stor, det burde være muligt at sætte et fælles dansk fodslag for bæredygtig modekultur, så vores modeuge kommer til at stå så grønt, flot og stærkt som eksempelvis ja, i Eva Kruses vision.