Kun ulden fra de sorte får kan sikre dig en miljørigtig sort garderobe! konkluderede jeg, da jeg deltog i KEA’s efterårsseminar om bæredygtighed i dansk erhversliv. Det danske modemærke Aiayu gav mig idéen, for de høster uld fra lamaer i Peru, tilnærmelsesvis i de farver, som de færdige sweatre skal stråle salgsklare i. Smart! Der er nemlig ingen anden naturlig vej til sort – eller andre farver – for tekstilfarvestoffer kommer af kemi og metal.

Skal du være på den sikre side, så køb tøj af metervarer der er fabrikeret i Europa, og se efter om tøjet er AZO farvestoffrit, så udgør farven ikke nogen sundhedsmæssig risiko. Det gælder, ligesåvel som når der eksempelvis fabrikeres viscosefibre, at kemikalierne bliver i lukkede systemer og genbruges. Vand og energi til produktionen er stadig de to væsentlige i LCA regnskabet, og jo mere reduktion, jo bedre.

Kort fortalt går det ud på at få farven til at binde på fibrene så ubesværet som muligt. Og her igen bliver jeg konfronteret med det første dilemma, for det er de syntetiske fibre, som polyester der render med æren af at være det bedste råmateriale til at modtage farven, og som tilmed smider mindst i vaskemaskinen. Bomulden er den værste, den skal renses grundigt for sprøjtemidler og spindeolie og afbleges – før i tiden med klor – nu forsøges med enzymer, inden den er klar til indfarvningen, og så holder den dårligst på farven i brug.

Det er klart, der skal mest farve til at farve mørkt, til gengæld holder mørkt tøj sig i reglen pletfrit længere, og det er et miljøplus, fordi det begrænser vask og rens. Lyst tøj derimod er ikke rig på farve, til gengæld er fibrene oftest afblegede, og tøjet kommer hurtigere til at se beskidt ud.

Kilder:
Environmental aspects of textile dyeing, edited by R.M. Christie
http://www.nicefashion.org/en/professional-guide/production/treatments.html