Da jeg i foråret 2026 skrev min bachelor i teologi, var mit håb at finde nye og inspirerende vinkler til klimaansvarlig handling inden for teologiens rammer, som taler i øjenhøjde og bevarer jordforbindelsen. 

Med afsæt i den tyske teolog Jürgen Moltmann (1926-2024) og i en samtale med sociolog Hartmut Rosa og antropolog Cecilie Rubow fandt jeg en overensstemmelse i erkendelsen af, at mennesket imellem og mennesket og naturen er gensidigt afhængige for at kunne være til.

Dette foredrag udvider således begrebet klimaansvarlighed til ikke blot at gælde menneskets ansvar over for naturen, men menneskets ansvar over for hele skaberværket – både overfor sig selv, sine omgivelser og sine medmennesker.

For som Hartmut Rosa skriver i Social Energi fra 2026, er det ikke længere blot kloden, der er ophedet og udmattet efter årevis af rovdrift på dens ressourcer; mennesket er også selv ophedet og udmattet som følge af accelerationssamfundet.

Foredraget inddeles i fire afsnit fordelt på fire begreber, der hver på sin vis åbner for, hvordan mennesket relationelt er forbundet med hinanden og med naturen. Ud fra denne erkendelse bliver klimaansvarlighed ikke blot en etisk forpligtelse, men noget, der vokser frem og åbner for deltagelse i skaberværkets fællesskab indefra.