Kronik i Politiken 7. juni 2021

I Danmark skiller vi os af med 75.330 tons tøj om året.

Det svarer cirka til 181.500.000 stykker tøj. De tal har jeg hentet i rapporten “Kortlægning af tekstilflows i Danmark, Miljøstyrelsen 2018”.

Omregnet til per person giver det tre stykker tøj hver måned. Det er cirka hvad du skiller dig af med hver måned, hvis du er en gennemsnitlig forbruger i Danmark.

Ligger du over eller under gennemsnittet?

For os tøjforbrugere stopper problemet med for meget tøj i det øjeblik, vores frasorterede tøj dumpes i tøjcontaineren og lugen smækker i efter os.

Vi er opflasket med, at det er en god gerning at donere vores aflagte tøj til genbrug, og det er det. At forlænge levetiden af vores tøj er bæredygtigt. Men kvaliteten af det donerede tøj har over de seneste år ændret sig. Og det giver problemer.

Af det tøj som doneres med henblik på genbrug, er det cirka halvdelen, der frasorteres til genanvendelse. Det sker fordi tøjet er i for dårlig stand til at blive genbrugt. Den store mængde til genanvendelse er uholdbart, fordi der i følge Dansk Affaldsforening mangler teknologier og forretningsmodeller for at håndtere det frasorterede tøj til genanvendelse. Der er risiko for at det ender til afbrænding.

Desuden beretter det private indsamlingsfirma Trasborg om faldende kvalitet på genbrugstøjet, og det gør det svært at afsætte. Kort sagt, der er ildevarslende store mængder tøj, både brugbart tøj og udslidte klude, der ligger og rådner – eller alternativt, forsvinder op i røg.

Der er politiske tiltag i støbeskeen, blandt andet træder tekstilindsamlingsordningen i kraft fra 2022, som skal forebygge at tøjet ender som affald i skraldespanden og dernæst skaffes af vejen ved afbrænding i et affaldsenergianlæg. Et udvidet producentansvar for tekstiler er også til debat. Dansk Affaldsforening anbefaler til regeringen et udvidet producentansvar for tekstiler, hvor producenterne kommer til at stå for at finansiere håndteringen af sorteringsarbejdet med brugt tøj og bortskaffelsen af det tøj, som ikke længere er godt nok til genbrug. 

Der er flere dilemmaer ved recirkulering af tøj. For det første er sorteringsarbejdet afhængigt af øjet der ser. Tøj sorteres af mennesker, og hvad der har værdi for den ene, er ikke nødvendigvis det samme for den anden. En anden ting er, at tøjet skal være i rigtig god stand for at blive kvalificeret til genbrugstøj, det vender jeg tilbage til. Den tredie ting er at mængderne af dårlig kvalitet, som ingen gider eje stiger og stiger og det fjerde er, at det cirka er halvdelen af det indsamlede tøj, som diskvalificeres til genanvendelse, og som lige nu ikke bliver brugt til noget som helst fornuftigt andet end brændsel i det nærmeste affaldsenergianlæg. 

At der købes tøj ind i store mængder, kan forklares med overproduktion af billigt tøj og fristende tilbud uge efter uge. Det sidste års nedlukning, som har frataget forbrugeren muligheden for at vurdere tøjet på kroppen, har kun gjort det værre. Steen Trasborg, direktør hos Trasborg fortalte forleden, at han troede at bunden var nået i starten af 2020 for voksende mængder af dårlig kvalitet, men at det er endnu værre nu. Det  kan tyde på en del fejlkøb på nettet i løbet af 2020.

Som udvikler og underviser i bæredygtig mode er jeg vant til at søge løsningerne og melde visionerne ud, men ordene gør ikke handlingen i sig selv. Det kan jeg jo se. Når jeg appellerer til, at vi skal tænke over behovet for vores næste tøjkøb og vurdere kvaliteten, kan jeg se øjnene flakker. Magien i købsøjeblikket sætter stadig fornuften ud af spil. Alarmklokkerne ringer åbenbart ikke tydeligt nok. Kan et billede på konsekvensen ved overforbrug herhjemme sætte en stopper for købelysten – er det det vi mangler at se? Det syn gav ihvertfald mig kvalme. Jeg kan kun opfordre til at stikke hovedet ind i en sorteringshal og se de absurde mængder. Få syn for vores adfærd med tøj. Det er helt sort.

Sidste år fik jeg af indsamlingsfirmaet Trasborg sat et ton tøj fra Gentofte til rådighed for nærstudier. Jeg har haft et ton tøj mellem hænderne til vurdering og reflektion. Det er rigtig meget tøj. Godt og vel 3.500 stykker.

Fra Trasborgs kyndige personale lærte jeg ranglisten; Cremen, det bedste genbrugstøj, er det fejlfrie, og det lægges ned i den særlige kasse. Cremen kan sælges direkte i de danske genbrugsbutikker.

Af de 1.000 kilo er det kun 20-30 kilo, der forventes at være creme. De øvrige 970 kilo er fordelt på genbrugstøj, genanvendeligt og decideret affald. Som tommelfingerregel udgør reelt genbrugstøj cirka halvdelen af den samlede mængde. Den anden halvdel diskvalificeres til genanvendelse eller decideret affald.

Tøjet blev lagt stykke for stykke på bordet til bedømmelse. Der skulle alligevel noget til, at tøjet blev kvalificeret til genbrug, for tøjet måtte ikke være forvasket. Det måtte ikke være skævvredet. Der måtte heller ikke være huller i og pletter var bandlyst. Et familiemedlems flyverdragt med lidt slid og småhuller nede ved ankel elastikken, ville nok blive godkendt til at gå i arv til en yngre pode, men hos Trasborg gik den ikke. Flyverdragten røg direkte til genanvendelse. Den ser vi aldrig mere.

Det var hårdt at sortere tøj, det gjorde ondt i øjnene at stirre på tøjet. Jeg blev træt, jeg sortnede til. I den ringeste – og største – bunke lå det tarveligste fast fashion tøj, som den rådne frugt af overforbruget af jordens ressourcer. Harmen vældede op i mig.

Gad vide hvor meget afgrøde, vandforbrug og potentiel CO2 udledning, der ligger for her og gisper efter vejret? Nu så jeg mængden, der havde tjent et formålsløst “køb og smid væk” behov, som i værste fald kun kan bruges til brændsel. Bunken lignede mest af alt opkast fra misbrug. Ingen vil vide af det tøj.

Ressourcemæssigt havde det potentiale til at få samme status og holdbarhed som creme, hvis ellers nogen gad at bekymre sig om det.

Brugt tøj kan ikke bare ekspederes videre. For at tøj kan blive til genbrugstøj, kræver det en ny bruger, som både kan lide tøjet og passe tøjet. Mens brugt tøj med et unikt design eller tøj fra et eksklusivt mærke kan have gode muligheder for at blive genbrugt, kan brugt tøj fra fast fashion mærkerne få det svært på genbrugsmarkedet. Værdien af tøjet var allerede nede da tøjet var helt nyt- og så drukner det ganske enkelt i alt for meget af samme slags.

Der dannede sig et mønster ved eksperimentet hos Trasborg. En gennemgående tendens var at tøjet kunne inddeles i tre hovedgrupper: Nyt, shit og patina. Den mest oplagte af de tre kategorier var det helt nye tøj, eller tøj, som kun har været brugt ganske få gange og som ikke så ud til nogensinde at have været i vaskemaskinen. Det var lige så nyt og glinsende, som hvis det kom direkte fra butikken. Den her bunke må have bestået af fejlkøb eller impulskøb, som var blevet uinteressante for brugeren. Det er nok en fordel for en ny bruger, at tøjet er uspoleret. Men det gør også, at tøjet i denne gruppe kan være svært at gennemskue. Når tøjet endnu ikke har været vasket og brugt, kan det være svært at afkode kvaliteten. Det kan sagtens være shit-tøj, som ser farligt ud efter en enkelt vask, men det kan ligeså godt være en mulighed for at finde et næsten helt ny stykke tøj, som er i god kvalitet.

Denne næste tøjgruppe bestod af næsten nyt tøj, som havde været brugt og var blevet vasket et par gange. Og som har klaret skærene utrolig dårligt. Det var det tøj, som var blevet skævvredet eller forvasket selvom det stort set var nyt.

Det er det tøj, som brugeren nok har mistet gnisten for, men ikke kan få sig selv til at smide i affaldsspanden, fordi det jo næsten er nyt. I stedet for bliver det doneret til genbrug. Det er den bunke jeg kalder shit-tøjet. Shit-tøjet er lige opgraderingen før frasortering til genanvendelse. Og det er særligt den her bunke, som får det svært på genbrugsmarkedet.

Den sidste bunke kaldte jeg den bæredygtige bunke patineret genbrugstøj. Det var tøj med tydelige brugsspor, men som stadig var fint nok til at blive solgt i en genbrugsbutik. Det er tøj, som har været vasket mange gange – og som har kunne holde til det.

Jeg lavede en udvidet undersøgelse da jeg var i sorteringshallen. En undersøgelse der udelukkende bestod af bunken med H&M tøj, som jeg havde frasorteret hos Trasborg. Det viste sig, da jeg fordelte H&M tøjet i de tre kategorier, nyt, shit og patina, at fordelingen af bunkerne i de tre kategorier var omtrent lige store.

Det er en generel opfattelse, at mærket betyder meget for værdien af genbrugstøj, men det er også en sandhed, at god kvalitet findes allevegne. Det vidner min undersøgelse af H&M bunken om.

I det hele taget er det vigtigste hvordan man bruger tøjet. Hvis man kan nøjes med sit yndlingstøj, læs, det tøj som man har lyst til at bruge igen og igen, kan det være en meget bæredygtig tilgang til tøjforbrug i sig selv, uanset mærke og pris.

Fra 1. januar 2025 skal alle EU’s medlemslande have indført separat indsamling af tekstilaffald. Danmark starter allerede ordningen fra 2022. Det betyder at mængder af tøj, der i dag havner i den almindelige skraldespand til afbrænding, i stedet skal sorteres i strømme af genbrugstøj og genanvendeligt tekstil. Målet er at få færre mængder affald til forbrænding og udvikle potentialet for genanvendelse af tekstiler.

Det siger Miljøstyrelsen, som også fortæller at der arbejdes på implementeringen af den politiske aftale.

Dansk Affaldsforening regner med at kommunerne får ansvaret for indsamlingen. Kommunerne stiller en sorteringsmulighed til rådighed, for eksempel en ekstra pose i en sorteringspand, som skåner tekstilerne mod fugt og snavs. Der opfordres til, at det slidte tøj kan komme direkte i den kommunale sorteringsspand, men det gode tøj, som stadig kan bruges, kan doneres til hjælpeorganisationerne, sælges online eller lignende. Som det ser ud lige nu er der politisk vilje til, at det er private virksomheder, som får opgaven med at sortere tøjet. Hvad der sker derfra med tøjet ved vi ikke endnu.

Tekstilindsamlingsordningen er et tiltag for at undgå at tøjet ender i skraldespanden og bliver brændt. Sorteringen kan i sig selv kan have en præventiv virkning på forbrug. Det har tidligere vist sig effektfuldt. Tænk bare på plastik. Eller på mad. Måske kan der skabes samme effekt her? hvis man forestiller sig billeder af  enorme bunker aflagt tøj, som ligger og rådner – parat til afbrænding. Det var virkningsfuldt da man satte fokus på plastikøerne i Stillehavet. Jeg ved ikke om den går med tøj.

En andet initiativ er det udvidede producentansvar, som Dansk Affaldsforening peger på. Meningen er, at det skal motivere producenterne til at lave bedre produkter, som holder længe og som kan repareres. Endvidere ligger der i det, at producenterne betaler en afgift per stykke produceret tøj eller per kilo produceret tøj. Den afgift skal gå til at finansiere sortering og bortskaffelse af tøjaffaldet. Et overskud af den afgift kan gå til forskningstøtte til udvikling af anlæg, som kan varetage sortering og genanvendelse.

Men der er rigtig længe til de her initiativer går igang, og problemet er her nu. Jeg føler mig som den aktivistiske medarbejder, der holdes hen, når miljøministeren i Børsen udtaler at Danmark skal være foregangsland for den grønne omstilling af tekstilindustrien, men kan for nuværende ikke give en horisont for, hvornår der eventuelt kommer et udvidet producentansvar for tekstiler i Danmark. I stedet vil man vente og se, hvad EU spiller ud med i sin strategi for tekstiler, der kommer senere i år.

Kan vi iværksætte en straks-handlingsplan. Os, hver især? Som vi så med plastik eller som vi gjorde med madspild? ganske enkelt købe færre mængder tøj og kun købe noget, der er så lækkert at man har lyst til at bruge det hver dag til det er slidt op. Eller alternativt, så lækkert at andre også gider bruger det?

Der er nemlig ekstrem meget brug for at knække den opadgående kurve af alt, alt for meget tøjspild.