Uge 3: Danish Fashion Institute er begejstret for projektet, TENCEL® og mål, afvejning og spild

Jeg blev så glad da jeg i slutningen af sidste uge fik en rosende mail fra Johan Arnø Kryger, Senior Manager, Danish Fashion Institute og Deputy Head of Secretariat, Nordic Fashion Association, som skriver om projektet “Den internationale modebranche er i gang med en grøn omstilling, og her har dansk mode en unik mulighed for at tage lederskab og skabe grøn vækst. Men for at udnytte potentialet er der brug for viden og læring. Dette nyskabende og innovative partnerskab mellem Rachel Kollerup og FORCE Technology vil uden tvivl bidrage positivt til dette arbejde og hjælpe den danske modeindustri til at være på forkant med udviklingen”.

Ferien er ovre for Rasmus Nielsen, FORCE Technology og jeg, og inden vi for alvor kan gå i laboratoriet, skal der laves lister og faktaark. Kollektionen og dens materiale omfang skal beskrives i råmaterialekilde, produktionssted og forhold. Alt skal måles og vejes, og også i gramvægt, så vi har et præcist billede, inden LCA screeningen går i gang.

Jeg var på systuen i går, hvor jeg arbejdede på et par bukser. Som et lille forsøg, vejede jeg mine 150X140 cm 100% satin uld til 480 gr. Efter jeg havde udskåret mine buksedele, vejede jeg restspildet til 165 gr. Der er altså et spild på knapt 35%! Det er et tal, der overrasker mig negativt. Fortrøstningen ligger i at prototypespild og et produktionsspild ikke er det samme. Systuerne udnytter heldigvis bannerne langt mere konstruktivt. Men spildet fra produktionen skal vi holde øje med, og hvad der sker med det? (Jeg vil fra mit eget sybord stramme mig an, og fortsætte vejningen, så min procent forhåbentligt kan nedbringes).

Mit til dagen populæreste blogindlæg og mest googlede er indlægget om TENCEL® (Lyocell). Lyocell er et stofmateriale lavet af bøg og eucalyptus, tordnende intelligent, attråværdigt for mange designere og sindsygt svært af få fingene i. Jeg modtog i går min første rulle 100% lyocell til kollektionen i ufarvet tilstand. I sin uberørthed er lyocell ren æggeskalshvid og kalder på at blive omformet til skjorter med bløde læg. Den spanske made-in-green leverandør ROYO tilbyder at indfarve lyocell i den farve man lyster, og det skal efterforskes, måske får vi så også her, i tilgift, et nærmere indblik i indfarvning i tekstiler … jeg forhører mig!

Næste uge fortsætter listearbejdet og tilskæringen for kollektionens dele.

 

 

No Comments

Skriv et svar

Portræt af Rachel Kollerup

Mode og grafisk designer med speciale i miljøansvar. Rachel Kollerup arbejder med forskningsbaserede projekter, så som det danske udviklingsprojekt med hamp. Med MAKE THAT CHANGE inddrager Rachel Kollerup forbrugeren i forhold til at nedsænke klimaaftrykket ved tøjforbrug. Ved eget tøjmærke præsenteres publikum for miljøansvarligt tøjdesign.